Hvornår kan udbudsdirektivets art. 30, stk. 1. litra a finde anvendelse?

Af Majse Jarlov og Anni Jensen, Bender von Haller Dragsted

Klagenævnet for Udbud har i kendelse af 18. februar 2010 taget stilling til brugen af udbud med forhandling efter udbudsdirektivets art. 30, stk. 1, litra a.

Faktum

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (herefter ”indklagede”) udbød ved et offentligt udbud en rammeaftale om levering af it-hjælpemidler og særlige hjælpemidler til elever og studerende med fysisk, psykisk eller indlæringsmæssig funktionsnedsættelse. Tildelingskriteriet var det økonomisk mest fordelagtige tilbud med underkriterierne kvalitet (40 %), pris (35 %) og leveringssikkerhed (25 %).

Ved udløb af fristen for afgivelse af tilbud, havde indklagede modtaget tilbud fra to tilbudsgivere, Mikro Værkstedet A/S og Scandis A/S. Indklagede vurderede indledningsvis begge tilbud konditionsmæssige og tildelte kontrakten til Mikro Værkstedet A/S. Foranlediget af en klage fra Scandis A/S foretog indklagede en fornyet tilbudsvurdering som resulterede i, at begge tilbud var ukonditionsmæssige, hvorefter indklagede aflyste udbudsforretningen og overgik til udbud med forhandling efter udbudsdirektivets art. 30, stk. 1, litra a. Indklagede modtog nyt tilbud fra begge tilbudsgivere, og besluttede herefter at indgå kontrakt med Scandis. Mikro Værkstedet indbragte herefter sagen for Klagenævnet med påstand om, at indklagede bl.a. havde handlet i strid med udbudsdirektivets art. 30, stk. 2, ved at have opfordret de indbudte tilbudsgivere til at afgive helt nye tilbud.

Klagenævnet

Klagenævnet afviser, at indklagede har handlet i strid med udbudsdirektivets art. 30, stk. 2, idet udbud efter forhandling er en selvstændig udbudsform, som indklagede havde iværksat efter aflysning af det offentlige udbud, hvorfor begge tilbudsgivere med rette havde fået mulighed for at afgive et nyt tilbud på grundlag af de udbudsbetingelser, som tillige dannede grundlag for det aflyste offentlige udbud.

Kommentarer

Kendelsen illustrerer, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at udbud efter forhandling kan gennemføres med henvisning til udbudsdirektivets art. 30, stk. 1, litra a. For det første er det et krav, at ingen af de deltagende tilbudsgivere har afgivet et forskriftsmæssigt (f.eks. når tilbud ikke stemmer overens med udbudsbetingelserne) eller antageligt bud (Den tilbudte pris er for høj i forhold til ordregivers budget). Denne betingelse har Klagenævnet også tidligere slået fast jf. kendelse af 1. oktober 2009. For det andet er det et krav, at de oprindelige udbudsbetingelser ikke ændres væsentligt.

For det tredje skal samtlige tilbudsgivere som opfylder de fastsatte udvælgelseskriterier opfordres til at afgive et nyt tilbud, når der ikke sker offentliggørelse af en ny udbudsbekendtgørelse.

Konkurrencestyrelsen har ligeledes for nylig og i en vejledende udtalelse af 10. maj 2010 udtalt sig om rækkevidden af udbudsdirektivets artikel 30, stk. 1, litra a.

UdbudsVagten servicerer de virksomheder, der arbejder seriøst med offentlig-privat samhandel. UdbudsVagtens tekniske platform og personale indsamler og formidler dagligt ca. 1.400 udbud/indkøb eller forespørgsler dagligt. Informationerne hentes via 5.000 kilder (i Danmark alene) - herunder hjemmesider, databaser og trykte medier. UdbudsVagten er for de virksomheder der betragter informationer om kommende og aktuelle indkøb, udbud og forespørgsler som forretningskritiske. UdbudsVagtens kernekompetence er at levere informationsløsninger med højest mulig sikkerhed, præcision og brugervenlighed. Formålet er at skabe et komplet videns-og beslutnings-grundlag for kunden på et marked hvor der årligt handles for ca. kr. 300 mia.

UdbudsVagten powered by Licitio – Serving Your Need to Know



Nitivej 10 • 2000 Frederiksberg • Phone: +45 70 23 90 80 • Fax: +45 70 23 90 81